About

Masser af rum i Rom.

Af Trine Ross, kunsthistoriker, kunstanmelder og forfatter.

Jane Maria Petersens kunst er et overflødighedshorn af indtryk, sanselighed og et helt hav af mulige referencer, ikke mindst til Den Evige Stad, Rom. Men selvom Rom er så gammel, at den kan føles som evig, så er der samtidig tale om en moderne storby, hvor det årtusindgamle møder et vibrerende nu, præcis sådan som det også sker i Jane Maria Petersens værker.

Se bare, hvordan Giovanni Battista Piranesi (1720-1778) i collagen ’Piranesian Space’ har fået besøg af Anders And, der som et fremmed enzym sætter alting i ny bevægelse. Selvsamme and dukker op på skødet af Michelangelos ’Moses’, der nu også er monteret med delikat japansk papir som sokkel, på én gang grundfæstende og transparent.

Er det disrespekt for fortiden, vi her er vidner til? Næppe. For Petersen har en forrygende humor, der helt naturligt piller ved det (selv)højtidlige og klassisk konforme, så vi kan se både det nye og det gamle med friske øjne. Og begge dele er der brug for, idet Rom er bristefærdig af det deklarerende, poserende og teatralske, ligesom Jane Maria Petersens værker gemmer på så mange spændende spor, at man straks må lege detektiv og gå på opdagelse i dem. Her kan lidt hjælp være på sin plads, så lad os se nærmere på et af de tilbagevendende motiv hos Petersen, nemlig de hvide telefoner, der samler ikke så få tråde sammen. Helt grundlæggende handler det selvfølgelig om kommunikation, men telefonerne er også en henvisning til de propagandistiske familiefilm, der i Mussolinis tid gik under betegnelsen ’Telefoni Bianchi’.

Det er dog ikke det eneste sted, Mussolini dukker op, hverken i Petersens værker eller i Rom, hvor hans aftryk på byen stadig er særdeles tydelige. Der går desuden en næsten lige linje fra Mussolinis jerngreb om medierne til Berlusconis ditto i dag, men Petersens associationer vokser videre og følger man dem i en enkelt retning, fører telefonerne frem til rumvæsenet E.T. og ønsket om at kunne ’Phone Home’.

Netop dén berømte sentens finder man en variation over i et broderet værk, ’Phone Rome Phone Rome Philip G’, der opsummerer Petersens vildtvoksende referencer med henvisning til Philip Gustons maleri ’Roma (Fountain)’ fra 1971, hvor et fallisk springvand lystigt sprøjter, hendes egne portrætter af kunstneren og altså det kære rumvæsen E.T.

Selv kalder Petersen denne arbejdsmetode for ’surdejsprincippet’, fordi en aktiv bestanddel fra ét værk lever videre i det næste. Som få lader hun således motiverne og de dertilhørende associationer bevæge sig fuldstændig frit – også på kryds og tværs gennem materialer som collage, keramik, tegninger og videoværker.

Man kan se det som en avanceret form for kreativt genbrug og igen er denne praksis forankret i Rom, hvor man finder de middelalderlige cosmatiske mosaikker, ofte skabt af genbrugt marmor fra antikke ruiner. I Petersens værker dukker disse mønstringer op flere steder, blandt andet i de badebriller, hendes lille Thomas Dam Trold har på, mens den mimer skønne Anita Ekbergs vandgang i Trevi Fontænen, sådan som det ses i Fellinis film 'La Dolce Vita'.

Således er vi tilbage ved filmen - selvom Fellini ligger langt fra fascisternes ’Telefoni Bianci’-genren. Men der er en sidste forgrening at følge videre i det teatralske, for Petersen har også læst sin Shakespeare og giver drejer derfor behændigt Cassius’ replik fra ’Julius Cæsar’: ”Now is it Rome indeed, and room enough”, til: Rome indeed and Room enough!

Og der er virkelig rum nok i Petersens Rom, der byder på stort set alt fra kendte kejsere til hverdagens spidsfindigheder, alle gengivet så det bobler og bevæger sig, gærer, giver genlyd og fylder over med visuel fryd. Værkerne er som et springvands kaskade, der bruser og brager omkring én. Selv hvis man hverken har den store baggrundsviden eller de mange historiske henvisninger helt på plads, er der masser af vinkler, man kan lægge på værkerne, der alle som én er sprængfyldte af sanselighed og visuel variation.

Så spids øjnene, kast dig ind i det og nyd Jane Maria Petersens værker i fulde drag – på præcis samme måde, som Rom skal opleves!

Sometimes they are real and sometimes they are really not.

"Here sprang up many faces without necks, arms wandered without shoulders, unattached, and eyes strayed alone, in need of foreheads."
   Empedocles ( 482 – 423 B.C.)

When did you start to really not exist? A mock question suggesting the kind of narrative which runs throughout the works of Jane Maria Petersen. Reborn in a differnt context, shifting shape – the artist plays wih objects and concepts that are familiar to us, making them suddenly seem strange or even uncanny.
Her work offers humorously and playfully the perspective of the child, who is visually intriqued by the many wonders of the world.

One of her works ”Life on a real Planet” shows a compilation of objects, most of them referring to the animal world. Leading character is a blown up toy, a crocodile meant for a sunny day at the beach, now lying on an ironing board applicated with fur.
On the top of the croc, which is dressed in a classic white underclothing, a number of tiny plastic sheep are placed. The Nativity is brought to mind here, as well as the tales of Gulliver, especially the island of Lilliput, where we are also met by herds of miniature sheep.
Creatures of the wild, of the deep forest, or simply creatures astray in carefully arranged tableaus, inhabit her works, sometimes theatrically piled up, sometimes as if dropped from the hand of a child. Readymades are combined with handmades, often skillfully crafted with a sense of detail, as in Jane Maria Petersen´s embroideries, etchings and drawings.
Freely the artist quotes from her favorite renaissance artists, adding her own personal myth. Figures undergo a certain visual transition in order to resurrect with new poignancy. Main features are birds, sheep, reptiles, monsters, plants and toys, sometimes subjects of an anthropomorphic change, just like in the world of the fairytales.
”...At times I feel like a movie director, giving instructions to the actors.”
The affinity between the world of dreams and cinema as an art form certainly is an aspect that Jane Maria Petersen has in mind, and the dreamlike quality of her works is unmistakeably.

Within recent years the troll has appeared frequently, both in drawings, paintings, etchings and installations. To most Danes it is known as a childrens collector´s item, as it was the case for the artist itself. In fact, it evokes memories, solely through smell and taste, just like Proust´s famous Madelaine cake.
Following the logic of Petersen, there are obvious reasons for the troll to be present in her works. It meets you with a sardonic smile, always a bit ambiguous. Posing with its arms stretched out to the sides, it may look like a tiny Christ or a healer, rooted in the fairy world. Furthermore, playing with dolls is a serious matter. Ever so often the toy takes control, as we know from legends and folktales. Jane Maria Petersen draws our attention to this fact through her desire to re-enchant the motifs, dwelling on the sometimes cruel aspects of the fairytale world, where bodies degenerating or distorted is an every day occurance.
Though founded in the material world, the statement of Jane Maria Petersen´s works reaches beyond, investigating the play between myth and basic human experience, subscribing to universal symbols such as the eye, either looking directly at the spectator or covered with paper or fabric, significant of maybe death. Impersonal like in Egyptian art or flirtatious as in a Disney movie, the glance invites you to enter another state of mind where dreams reign.

Pia Reistrup, Master of Arts in comparative literature, april 2008.

Read Interview/Links:

Politiken, IBYEN "Kunstner vender hjem fra Rom med kejsere, E.T. og Gjøl Trolden"
www.acdan.it/art_at_acdan
Interview fra "www.kopenhagen.dk"
Nogle Nøgler